Nyheder

Lars Løkke jubler over G8-melding

Der er stadig lang vej til en klimaaf-tale i København, men Lars Løkke Ras-mussen (V) har fået sit drømmeudgangs-punkt, efter at verdens største økono-mier er blevet enige om flere vigtige målsætninger for klimaet. Den danske statsminister glæder sig over, at G8 er enige om, at de rige lande skal have som mål at reducere udslippet af CO2 med 80 procent inden 2050.

"Det er i sig selv afgørende vigtigt, at de store industrilande signalerer, at de er villige til at gøre, hvad der er nødvendigt for at reducere udslip-pet," siger han til TV 2/NYHEDERNE.

Han lægger samtidig stor vægt på, at temperaturstigningen skal begrænses til to grader.

Landene mangler dog fortsat at blive enige om finansieringen af en ny FN-traktat om bekæmpelse af klimaforandringer.

Udviklingslandene kræver penge og teknologi til at begrænse udslippet af CO2, men især USA har stillet sig på bagbenene, når det gælder overførsel af klimateknologi til udviklingslandene. G8-landene har valgt at udskyde slagsmålet om finansieringen, indtil G20-landene mødes i Pittsburgh til september.

"Som enhver anden forhandling sidder landene og putter sig, indtil mere af puslespillet falder på plads," siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2/NYHEDERNE.

Han rejser torsdag til Italien for at deltage i mødet. Her skal Løkke samtidig snakke med FN's generalsekretær om, hvordan man påvirker forløbet videre frem mod det næste store klimamøde den 22. september i FN's hovedkvarter i New York.