Nyheder

På festival med ren samvittighed

1.785 kroner. Det er prisen for at få adgang til fire dages musik på Roskilde Festival. Men mange betaler gerne mere - i den gode sags tjeneste.

Omkring 1.400 gæster har valgt at lægge 175 kroner oven i billetprisen for at støtte et vindmølleprojekt i Malawi. Og det overrasker festivalens talsmand Esben Danielsen, da Danmarks største festival har fået hård kritik for at være for dyr.

"Jamen nu ved jeg jo slet ikke, hvad vi skal forvente. Med 1.000 solgte billetter (med tillægsordningen, red.) har vi samlet ind til et helt vindmølleanlæg, så nu er vi allerede ved at samle ind til et ekstra," siger talsmanden til Newspaq.

Han håber, at der bliver solgt 1.500 billetter med tillægsordningen, inden festivalen starter den 2. juli.

Ren samvittighed giver ren krop

Der følger dog enkelte fordele med, hvis man vælger at støtte det humanitære projekt i Malawi plus opfylder to andre punkter på en særlig Roskilde-dagsorden.

"Vi har lavet det her, vi kalder Green Footsteps, som er en måde at få publikum til at tænke over klimaforandringerne. Og der er ti mulige handlinger, man kan lave. Hvis man laver tre, så udløser det en reservation på camping," siger Esben Danielsen.

I det reserverede område - Climate Community - vil der være mere oprydning, affaldssortering og gratis varme bade - hvis solen altså kommer frem, eller vinden blæser. De varme dråber vil nemlig komme fra vedvarende energi.