Nyheder

Outsider overrasker i DF

En outsider har taget føringen i kampen om Dansk Folkepartis andet mandat i Europaparlamentet. Efter at 20 kredse foreløbig er talt op, fører nummer fem på Dansk Folkepartis kandidatliste, Rikke Karlsson, med 767 personlige stemmer.

Dermed står den 43-årige lærer og medlem af regionsrådet i Nordjylland til komme til Bruxelles i slipstrømmen på spidskandidaten Morten Messerschmidts succesvalg.

Kampen om det forjættede andet mandat er dog tæt.

Nummer tre på kandidatlisten, Anna Rosbach, har foreløbig fået 634 personlige stemmer, mens nu to, Kenneth Kristensen Berth, får 424 personlige stemmer. Kenneth Kristensen Berth følges tæt af nummer fire på kandidatlisten, Dennis Flydtkjær, som får 423 stemmer.

På forhånd lå det ellers til, at Dansk Folkepartis andet mandat tilfaldt den 32-årige tidligere mangeårige landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom (DFU), Kenneth Kristensen Berth. Kenneth Kristensen Berth, der er cand.mag. i historie og samfundsfag, arbejder som specialkonsulent i Dansk Folkepartis Pressetjeneste & Politisk-Økonomiske Afdeling på Christiansborg. Kenneth Kristensen Berth var også opstillet til europavalget både i 1999 og i 2004.