Nyheder

Mørkhåret lilleprins mødte pressen

Prinsesse Marie og prins Joachims ny-fødte søn sov trygt gennem sit første møde med pressen og de mange menne-sker, der var mødt frem med flag for at hilse på Danmarks nye prins.

Den lille mørkhårede prins var godt pakket ind i et blåt tæppe i sin mors arme og havde den ene hånd på kinden. Prinsesse Marie og prins Joachim nærmest strålede om kap, mens de vinkede til de mange fremmødte.

"Det er en hemmelighed," sagde prinsesse Marie, da hun blev spurgt om lilleprinsens navn.

Prinsesse Marie, der var iklædt en løsthængende prikket tunika og et par bukser, afslørede samtidig, at den lille nye prins kommer til at tale to sprog: Fransk og dansk.

Babystol voldte problemer

Lilleprinsen skulle selvfølgelig spændes forsvarligt fast i barnesædet, inden turen gik til Amalienborg, men den voldte prins Joachim lidt besvær, selv om han har prøvet det mange gange før med prins Nikolai og Felix.

Prins Joachim - der i dagens anledning meget symbolsk havde en blå skjorte på under sin jakke - kørte selv sin familie til Amalienborg, hvor den lille familie skal opholde sig, inden turen på et tidspunkt går hjem til Schackenborg Slot i Sønderjylland - hvornår vides ikke, for det ville prins Joachim ikke afsløre.

Kun fem minutter til pressen

Hele fremvisningen varede kortere tid end normalt, når et nyt medlem af kongefamilien bliver præsenteret - kun cirka fem minutter fik pressen til at knipse.

Prins Joachim har prøvet det hele to gange før med grevinde Alexandra, og det var da også ham, der for det meste svarede på de spørgsmål, som pressen stillede prinsesse Marie.

Som noget nyt var der også en stolt bedstefar til stede ved fremvisningen: Prinsesse Maries far, Alain Cavallier, stod smilende ved sin datters side, da hendes førstefødte blev præsenteret.

Prinsesse Marie fødte klokken 04.57 mandag morgen - parrets første barn, der vejede 3032 gram og var 49 centimeter lang.