Nyheder

Chokolade med kun én kalorie

Har du hang til chokolade og melder den dårlige samvittighed over de voksende sideben sig, hver gang du har indtaget en heftig mængde af de søde sager? Så er her en god nyhed.

Nu ser det nemlig ud til, at du kan få stillet din chokoladetrang uden at proppe dig med kalorier.

En professor fra Harvard University har udviklet et produkt, hvis funktion er, at sprøjte en em af chokolade ind i munden. Det skriver wtop.com.

Produktet, der hedder Le Whif, kom på det amerikanske marked 29. april og forbrugerne kan vælge mellem fire forskellige smagsvarianter: mintchokolade, chokolade- og hindbær-smag, chokolade- og mango-smag og ren chokolade.

Hvert sprøjt indeholder 50 milligram chokolade og hvert produkt indeholder i alt 200 milligram. De 200 milligram indeholder samlet set én kalorie.