Nyheder

Her startede svineinfluenzaen

To uger efter de første udbrud af svineinfluenza i Mexico blev konstateret, kan regeringen stadig ikke sige, hvor eller hvordan sygdommen begyndte.

Men indbyggerne i den lille mexicanske by La Gloria er overbeviste om, at svineinfluenzaen begyndte i deres by.

En indbygger fra La Gloria, der ligger 200 km fra hovedstaden, fortæller til nyhedsbureauet AP, at over 400 af landsbyens indbygger led af vejtræningsproblemer helt tilbage i marts.

"Da vi så på tv om svineinfluenza, vidste vi med det samme, at det var svineinfluenza, vi havde haft i La Gloria," fortæller Jose Luis Martinez.

De omkring 3000 indbyggere i La Gloria retter mistanken mod en stor nærliggende svinefarm, der er delvist ejet af et amerikansk firma. I årevis har indbyggerne klaget over stanken fra svinefarmens flere end 15.000 svin.

En 4-årig dreng er dog den eneste fra byen, der blevet testet positiv for svineinfluenza. Han er nu rask igen.

Ingen svin fundet med influenza

Mexicos sundhedsminister Jose Angel Cordova siger, at man ikke kan konkludere, at La Gloria er arnestedet for svineinfluenzaen.

Ud over den 4-årige dreng er der taget prøver fra 30 indbyggere med vejtrækningsproblemer, og ingen af dem var positive.

Samtidig slår det mexicanske landbrugsministerium i dag fast, at der ikke endnu ikke er fundet et eneste svin med den frygtede virus i hverken La Gloria eller andre steder i Mexico.