VIDEO: Jomfruen fra Skotland belejret

Den 47-årige skotske Susan Boyle er aldrig blevet kysset, men hun har taget verden med storm, efter hun i påsken optrådte i tv-showet "Britain's got talent". Klippet fra showet ligger på Youtube, hvor det nu er blevet set over 12 millioner gange.

Igen i dag havde verdenspressen belejret hendes beskedne hjem i Blackburn i Skotland. Og Susan Boyle inviterede pressen indenfor, så de kunne se alle hendes fanbreve og atter høre hende synge sangen "I Dreamed a dream", som hun forbløffede dommerne i "Britain's got talent" med at synge så smukt, som var det selveste Elaine Page.

"I'm absolutely gobsmacked"

Til tv fortæller Susan Boyle, at hun er totalt forbløffet over al postyret.

På spørgsmålet om denne succes får betydning for hendes liv, svarer hun: " Det kommer an på mange ting. Nu tager jeg tingene som de kommer, så må vi se."

Reporteren vil derefter gerne vide, om Susan Boyle har tænkt sig at flytte. Den skotske sangfugl slår en latter op og afviser. "Nej, jeg er født og vokset op her, og jeg flytter ikke."

Susan Boyles naboer fortæller, at de godt kendte til hendes talent for at synge, og de synes, det er mærkeligt, at hun ikke er blevet opdaget noget før.

"Man tror hun er en stille og rolig person, indtil hun åbner munden. Det er fantaskisk, som en operasanger," siger en nabo.