Diplomater: Det er ikke Foghs dag
Diplomater i Strasbourg hævder, at det nu skulle være endeligt, at stats-minister Anders Fogh Rasmussen(V) ikke bliver udnævnt som NATO's nye generalsekretær på topmødet i dag. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Årsagen skal være, at Tyrkiet fortsat er imod Anders Fogh Rasmussens kandidatur.
Fogh deltog - ifølge den tyrkisk tv-station Habertürk - ellers i nat i et møde mellem den amerikanske præsident Barack Obama og den tyrkiske præsident Abdullah Gül.
TV 2's korrespondent Svenning Dalgaard rapporterer ligeledes, at der er forlydender om et møde mellem den tyrkiske præsident og den danske statsminister:
"Man har lagt mærke til, at Gül og Fogh manglede ved mødets start i morges, så det er ikke utænkeligt, at Obama har opfordret de to til at få knasterne ryddet af vejen," siger Svenning Dalgaard.
Berlusconi talte med Erdogan
Både den amerikanske præsident Barack Obama og den tyske forbundskansler Angela Merkel har i dag ført samtaler med den tyrkiske præsident Abdullah Gül - og nu skal den italienske premierminister, Silvio Berlusconi, have haft den tyrkiske ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan i røret.
Silvio Berlusconi lod således sin tyske vært, Angela Merkel, vente, da han i dag ankom til NATO-topmødet i Strasbourg. Han missede også det fælles gruppefoto i den anledning. Berlusconi steg ud af sin bil, mens han talte i telefon, og Merkel måtte derfor tålmodigt vente på at byde ham velkommen.
Ifølge højtstående italienske embedsmænd var det den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, som Berlusconi havde i røret. Hvad de diskuterede vides ikke.
Svært for Tyrkiet i EU
Selv om embedsmænd altså nu har meldt ud, at beslutningen om en ny generalsekretær ikke bliver truffet i dag, så er alle kræfter alligevel tilsyneladende sat ind for at opnå det modsatte.
Således oplyser den tyrkiske tv-station Habertürk således også, at den finske EU-kommissær for udvidelse, Olli Rehn, skal have sagt, at det bliver sværere for Tyrkiet at opnå medlemsskab af EU, hvis landet blokerer for Anders Fogh Rasmussens kandidatur.
De behøver ikke at afgøre det i dag, hvor de har mange andre vigtige ting at snakke om, som ikke handler om generalsekretær-posten
Tidl. NATO_ambassadør
"Fogh kan vente til juni"
Ifølge en tidligere dansk NATO-ambassadør, Gunnar Riberholdt, er det kun Danmark, der har travlt med at få en beslutning om en ny NATO-generalsekretær:
"De har et NATO-udenrigsministermøde engang i juni, og der kan de så sætte udenrigsministrene til at træffe beslutningen. De behøver ikke at afgøre det i dag, hvor de har mange andre vigtige ting at snakke om, som ikke handler om generalsekretær-posten," siger den tidligere ambassadør.
Også nederlag for Angela Merkel
Tyrkiet har endnu ikke sagt nej til at acceptere Anders Fogh Rasmussen, men Tyrkiet har truet med at nedlægge veto.
Den tyrkiske afvisning af Fogh er ikke kun et stort nederlag for den danske statsminister - det er også et nederlag for Tysklands kansler Angela Merkel, som i går satte sin prestige ind på at få Fogh som ny generalsekretær, skriver den tyske avis Der Spiegel.