Nyheder

Krisen rammer Roskilde festival

Om præcis tre måneder åbner Roskilde Festival igen, og billetsalget går nogenlunde. Der er solgt cirka 10.000 billetter.

I festivalens ledelse er der dog stor bekymring for interessen fra især udenlandske gæster.

"Vi frygter en nedgang i salget i udlandet, især i Sverige og Island på grund af deres voldsomt forringede valuta og dermed købekraft," fortæller festivalens talsmand Esben Danielsen til Nyhedsbureauet Newspaq. Der arbej-des dog på at lokke dem til alligevel.

Planen går bl.a. ud på at hjælpe med transport fra de to lande. Hvordan, det nærmere skal gribes an, vil stå klart efter påske. Men noget skal gøres for at sikre, at de mange udenlandske gæster ikke bliver væk på grund af finanskrisen.

Det gode vejr gavner salget

Roskilde Festival har indtil videre offentliggjort navne som Coldplay, Pet Shop Boys, Oasis, Kanye West og Lily Allen.

Det endelige program forventes at ligge klar medio april, hvorefter festivalen forventer, at salget vil få et solidt hak opad.

Sidste års festival bød på fint vejr alle fire dage, og det plejer traditionelt at være gavnligt for salget året efter.

Mindre prisstigning

Prisen for en billet til den store musikfest er i 2009 steget med otte procent i forhold til sidste år, så adgangen til koncerterne på Orange Scene kan købes for 1.785 kroner.

På Skanderborg Festival går billetsalget strygende. Talsmand Poul Erik Bonde fortæller, at salget netop nu ligger 20 procent højere end på samme tidspunkt sidste år.

Skanderborg sætter færre billetter til salg end tidligere af hensyn til pladsforhold.

Nyhederne.tv2.dk dækker som altid Roskilde Festival før og under Danmarks største musikfest.

Kan du ikke vente, kan du måske få lidt af Roskilde-fornemmelsen via billedgalleriet i boksen herover.