Nyheder

Arriva anmeldt for racisme i bybus

Arriva bliver nu meldt til politiet for racisme, efter at en muslimsk kvinde forleden blev afvist i bussen, fordi hun bar en muslimsk dragt, hvor chaufføren kun kunne se hendes øjne. Det er kvindens mand, der nu gør en politisag ud af episoden, skriver Århus Stiftstidende. Arriva har ringet til ægteparret for at give en undskyldning, men Arriva vil ikke fyre chaufføren.

"Nu er dette sket for min kone, men i morgen kan det ske for andre," siger Mohamed Belgacem, kvindens mand, til Århus Stiftstidende.

I tvivl om maskeringsforbud

Ifølge loven må man ikke diskriminere personer på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering.

Arrivas begrundelse for ikke at fyre chaufføren lyder således:

"Vores fornemmelse er, at der er tale om dumhed snarere end ond vilje. Chaufføren har forklaret, at han blev forvirret over, hvilke regler der gjaldt i forbindelse med den debat, der har været om et maskeringsforbud," siger pressechef Martin Wex til metroXpress.

Halvdelen af bussens passagerer valgte at stige af og tage en anden bus.