Nyheder

Muslim smidt af bus for tørklæde

En muslimsk kvinde med tørklæde skulle forlade bussen, før buschaufføren ville køre videre. Sådan lød kravet i en bus i Århus i går, da en muslimsk kvinde med sin mand og tre børn steg på bussen. Det skriver metroXpress.

Familien med deres tre børn steg på bus 107 på Viby Torv for at køre ind til centrum.

"Vi steg ind bagest i bussen, og da jeg gik op for at stemple," sagde buschaufføren, at han ikke ville køre med en maskeret kvinde," fortæller kvindens mand, Mohamed Balgacen.

Niklas Rehn, der var passager på bus 107 i går eftermiddags, var også chokeret over det, han blev vidne til.

"Jeg troede først, han stoppede, fordi der var noget galt med bussen," fortæller Niklas Rehn, der blandede sig, til metroXpress. "Buschaufføren var iskold. Han blev ved med at sige, at han ikke ville køre med maskerede folk," siger Niklas Rehn.

Snarere dum end ond

Halvdelen af bussens passagerer valgte at stige af og tage en anden bus.

Selskabet har på baggrund af en efterfølgende samtale med chaufføren valgt ikke at fyre ham.

"Vores fornemmelse er, at der er tale om dumhed snarere end ond vilje. Chaufføren har forklaret, at han blev forvirret over, hvilke regler der gjaldt i forbindelse med den debat, der har været om et maskeringsforbud," siger pressechef Martin Wex til metroXpress.