Nyheder

Buschauffør nægtede muslim adgang

En kvinde iført muslimsk tørklæde blev i eftermiddag afvist, da hun sammen med sin mand og børn ville stå på en af Arrivas busser ved Århus, skriver Århus Stiftstidende.

"Jeg kører ikke med kvinder med tørklæ-der, for jeg kører ikke med maskerede passagerer," sagde chaufføren og næg-tede at køre videre, hvis kvinden ikke stod af.

En kvindelig passager ringede til Arri-va og snakkede med en chef. Beskeden fra chefen var, at chaufføren skulle tage kvinden med og køre videre.

Jeg har boet i Danmark i 12 år, og jeg har aldrig nogensinde været ude for noget lignende

Mohamed Belgacem

Det endte med, at chaufføren fulgte beskeden fra sin chef og kørte videre med kvinden og hendes familie i bussen.

Vred og chokeret

"Jeg blev meget chokeret over at min kone ikke måtte komme med bussen. Jeg har boet i Danmark i 12 år, og jeg har aldrig nogensinde været ude for noget lignende," siger Mohamed Belgacem, hvis kone Houria Nouioua blev nægtet adgang til Arriva-bussen.

Houria Nouioua går med hovedtørklæde og med niqab, et klæde der dækker munden. Familien har oprindelse i Algeriet. Med de tre børn på seks, fem og ét år, samt en klapvogn, steg de på bussen i Viby for at køre ind til midtbyen.

"Chaufføren blev ved med at gentage, at der i Danmark er en regel om, at man ikke må køre med maskerede personer. Derfor ville han ikke køre med en kvinde med tørklæde. Men min kone er ikke maskeret, og jeg har da aldrig hørt om sådan en regel," siger Mohamed Belgacem.

Græd over behandlingen

"Jeg følte mig ydmyget og meget nedladende behandlet," siger Houria Nouioua.

Både hun og børnene græd over behandlingen i bussen. De andre passagerer i bussen blev oprørte over chaufførens afvisning, og nogle af dem greb ind og blandede sig.

"Det er da utroligt, at sådan noget skal foregå i Danmark, og at en chauffør kan have den slags holdninger. Det er virkelig skuffende, og jeg håber da, at chaufføren bliver fyret," siger Niklas Rehn, som var med bussen.

Det er da utroligt, at sådan noget skal foregå i Danmark, og at en chauffør kan have den slags holdninger

Niklas Rehn

Han beskriver chaufføren som en almindelig dansker på omkring 25 år, og han syntes, at han var meget afvisende overfor den muslimske familie. Først da de øvrige passager greb ind kom der skred i sagen.

"Jeg er dybt rystet over behandlingen, og jeg vil klage til Arriva over chaufføren," siger Momahed Belgacem.

"En dumhed - ikke racisme"

Hos busselskabet Arriva er man ikke stolt over historien med den muslimske kvinde, der blev afvist af en chauffør på grund at hendes tørklæde. Men sagen får ikke de store konsekvenser.

"Det er en klokkeklar fejl fra chaufføren, og det er desuden i strid med lovgivningen. Folk må selvfølgelig være klædt, som de vil, når de stiger på vores busser," siger Martin Wex, pressechef hos Arriva.

Han fortæller, at man i busselskabet har haft en meget alvorlig samtale med chaufføren, som har fået at vide, at hans optræden er uacceptabel.

"Chaufføren har fortalt, at han har hørt om maskeringsforbud ved demonstrationer, og han troede, at det også gjaldt i bussen," siger Martin Wex.

Han fortæller, at chaufføren følte sig utryg ved kvinden med tørklædet.

"Der er tale om en dumhed og ikke om racisme. Hvis der var tale om racisme, ville chaufføren blive fyret, men det bliver han ikke," siger Martin Wex.

Chaufføren har dog fået at vide, at hvis han opfører sig på den måde igen, bliver han fyret. I næste nummer af personalebladet vil Arriva indskærpe reglerne overfor alle ansatte, oplyser pressechefen.