Nyheder

15-årig fundet via Facebook

"Hurra min søn er fundet i god behold...Han befandt sig i Viborg."

Sådan kunne Vibeke Ankjær, i går skrive på Facebook. Det skriver fyens.dk.

Den 15-årige dreng havde på det tidspunkt været forsvundet i mere end to døgn, efter han stak af fra institutionen Herkules i Strib.

Han har diagnosen ADHD og har boet på institutionen siden 1. januar. Han har tidligere været stukket af, men aldrig i længere tid.

Derfor blev Vibeke Ankjær bekymret, da hun i to døgn ikke havde hørt fra sin søn. Hun oprettede derfor Facebook-gruppen, hvor hun efterlyste sønnen

Eftersøgning gav pote

Gruppen, som er oppe på 762 medlemmer, var medvirkende til at den 15-årige blev fundet. Allerede i går klokken 19 meddelte han selv via siden, at han var i god behold.

Det var en lettelse for Vibeke Ankjær, men hun opfordrede stadig folk, der vidste noget om, hvor Christoffer befandt sig, til at melde sig.

Sent i aftes havde opfordringen givet pote.

Vibeke Ankjær kunne glædestrålende berette, at hendes søn nu befandt sig på politistationen i Viborg, hvor han ventede på at blive kørt hjem til institutionen i Strib.