Nyheder

Posedame hængt ud på Facebook

En posedame fra Kolding er blevet hængt ud med fotos på Facebook, hvor folkene bag efterlyser mere materiale om kvinden, skriver JydskeVestkysten.

"Har I nogen sinde overvejet, hvem po-sedamen er? Hvorfor hun altid hænger ud på togstationen, og hvad hendes diæt er? Så skriv endelig, hvis I ken-der noget til hende eller kender nogle historier om, hvordan hun er endt, som hun er. Og endelig læg billeder ind, hvis I har nogle," lyder opfordringen fra folkene bag gruppen, der efter avisens henvendelse har valgt at lukke gruppen.

Minder om sag fra Århus

Forfølgelsen på Facebook er ikke den første af sin art. Tidligere har 800 brugere forfulgt og hånet en mand i Århus. Fænomenet er kommet med de sociale fora på internettet, men er en alvorlig krænkelse af privatlivets fred, mener adjunkt Thomas Ploug fra Aalborg Universitet i København.

"Der er nogle ting, vi har ret til at have for os selv, men jeg tror ikke, at de folk, som gør det her, har opdaget alvoren i det," siger han.

Lover at lukke gruppen

Det er den 18-årige Nikolai Pedersen fra Vejen, der sammen med nogle veninder har oprettet Facebook-gruppen om posedamen, som 250 brugere er blevet medlem af.

"Den blev oprettet kort før jul. Mest ment som en joke og en happening, fordi vi hyggede os med det og syntes, at det var spændende at vide, hvad der gemte sig af historier og viden bag posedamen. Men er der folk, som føler sig krænket, og hvis det er ulovligt at hænge hende ud på Facebook, sørger jeg naturligvis omgående for, at siden fjernes," lyder det fra Nicolai Pedersen.

Siden JydskeVestkysten har talt med Nikolai Pedersen er siden blevet slettet.