Nyheder

De smarte går offline

Mailen bliver lukket ned, vennerne på Facebook får lov at passe sig selv, og den lille 'sluk'-knap på mobilen får et tryk. Efter nogle år i konstant onlinerus er det ifølge metroXpress nu blevet tren-dy at logge af og melde sig ud af livet på nettet. Det kræver dog mod, vurderer eksperterne.

"Vi har været vant til at være tilgængelige 24 timer i døgnet, og mange føler sig nærmest lidt ubehageligt til mode, hvis de ikke lige har fået tjekket mobilen eller mailen," siger fremtidsforsker og sociolog Eva Steensig.

Som et modtræk til den tendens vurderer hun, at flere og flere danskere bevidst er begyndt at prioritere den tid, de bruger på nettet.

"Der er prestige i at slukke og sige fra," siger hun og vurderer, at det er et klart signal om overskud, når folk evner at sige stop.

Gå glip af noget

Det bakkes op af Kirsten Poulsen, der er direktør i firmaet Firstmove. Her så man allerede for et par år siden, at de såkaldte firstmovers - personer, der fører an inden for en ny tendens - begyndte at skære ned på deres internetforbrug.

"I mange år har vi været online uafbrudt, men som med så meget andet skaber en trend ofte en modtrend," siger hun og forklarer, at når trendsætterne etablerer en tendens, så breder den sig ofte i resten af befolkningen i løbet af et par år. Også fremtidsforsker Johan Peter Paludan fra Institut for Fremtidsforskning vurderer, at det er blevet trendy at sige, at man har valgt at være offline.

"Det, som alle har, er ikke værd at have. Derfor markerer man sig ved at gå imod strømmen," forklarer han. Johan Peter Paludan vurderer imidlertid, at frygten for at gå glip af noget, når man ikke er online eller har mobilen tændt, sidder dybt i de fleste.

"Derfor tror jeg, at det er en drøm mere end en realitet at tage afstand fra det teknologiske liv," siger han.Den frygt nikker radiovært Sara Bro genkendende til. Hun er efter eget udsagn altid online."Jeg gad godt være typen, der kan gå offline hele weekenden, men der er jeg altså slet ikke nået til endnu. Det ligger måske ude i fremtiden," siger Sara BroOg selv om det altså giver status at kunne slukke for sin forbindelse til omverdenen, er der mange, der har så svært ved det, at de er egentligt afhængige af internettet. Det gælder op mod 250.000 danskere, vurderer eksperter.