Regering lukker hul i skattereform
Danskerne får ikke lov at flytte LD-opsparingen over på deres SP-konto fra sommer til nytår. Det kan pumpe op mod 100 mia. kr. ud til øget forbrug, men regeringen vil kun lade danskerne hæve op til 43 mia. kr. fra deres SP-konti. Det siger finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) til Jyllands-Posten.
"Vi skal ikke lukke 100 mia. kr. ud. Vi tager det politiske ansvar for, at der kan trækkes op mod 43 mia. ud af SP-ordningen. Den politiske intention er alene at frigive SP-midlerne, og det vil blive hegnet ind, når lovgiv-ningen bliver lavet," siger Lars Løkke.
"Der vil ikke blive åbnet en bagdør for de godt 50 mia. kr., der ligger i LD."
Danske Bank: Flere vil hæve
Nogle danskere har flyttet LD-opsparingen over på SP-kontoen, og flere kan nå det i de kommende måneder.
"Vi tror, at de fleste andre kunder vil vælge at lade deres penge blive stående. Det kan bedre betale sig for dem," siger LD's adm. direktør, Jeppe Christiansen.
Men Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian, venter, at flere vil hæve.
"Vi venter, at rigtig mange vil hæve deres SP, og nogle vil tage LD'en med. Det gælder især dem, der er i økonomisk knibe," siger Steen Bocian.