Nyheder

Mikkelsen i chok over underskud

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) anede intet om, hvor galt det stod til med politiets økonomi før mandag sidste uge. De løbende informationer, Justitsministeriet modtog i løbet af 2008, har ikke vist tegn på, at noget var galt.

"Det er fuldstændig vanvittigt. Vi har ikke fået noget at vide om det. De løbende budgetter har intet vist," siger Brian Mikkelsen til Ritzau.

Ritzau kunne i går afsløre, at politiet er gået ind i 2009 med et underskud på 340 mio. kr.

Det svarer til knap 4,5 pct. af politiets samlede årsbudget på ca. 7,7 mia.

I eftermiddag var rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg til møde i Justits-ministeriet med partierne bag politi-forliget for at give svar på, hvordan skuden skal vendes.

Vil ikke garantere løfter

Her gentog han løftet om, at besparel-serne skal ske, uden at borgerne får en ringere politibetjening. Han skal nu udarbejde en konkret plan for besparelserne, som så igen skal præsenteres for politikerne.

Justitsministeren vil ikke personligt garantere løftet om, at borgerne ikke kommer til at mærke noget, men siger:

"Jeg må forholde mig til det, rigs-politichefen siger, og det er, at det ikke vil gå ud over bandeindsatsen eller nogen af de andre ting i politiforliget."

Brian Mikkelsen tilføjer, at ansvaret for det økonomiske morads ene og alene ligger hos Rigspolitiet på grund af manglende økonomisk styring.

"Men det her må aldrig ske igen, så nu skal de konsulenter, der i forvejen ser på politireformen, også kigge på, hvordan politiet får en ordentlig økonomistyring."

Ministeren afviser dog at sætte gang i en undersøgelse af, hvordan det egentlig kunne gå så galt med poli-tiets økonomi. En undersøgelse, som oppositionen har forlangt. - Jeg synes, der er rigeligt med under-søgelser af politiet i forvejen," siger Brian Mikkelsen.