Nyheder

Grønlands gletsjere skal reddes med tæpper

Den globale opvarmning har fået vandstanden i verdenshavene til at stige, og nu foreslår en amerikansk glaciolog (videnskabsmand med ekspertise inden for is, gletsjere og indlandsis), at man for at forhindre en katastrofe skal forsøge at redde verdens gletsjere fra yderligere smeltning ved at rulle store solreflekterende tæpper ud over dem, skriver den engelske avis telegraph.co.uk.

"Vi er midt i en klimakatastrofe og gletsjerne er problemets kerne. Gletsjere verden over smelter med rekordfart, og jeg vil stoppe det," siger Jason Box, glaciolog ved Ohio State University i USA.

10 procent af verdens overflade

Han har siden 1994 beskæftiget sig med Grønlands gletsjere, og nu vil han rulle "tæpper" ud over et 1 hektar stort område. Tæpperne er designet til at reflektere sollys og dermed forhindre smeltning. Man har allerede med succes anvendt tæpperne på flere skisportssteder i alperne.

1 hektar er ikke meget, når man tager i betragtning, at gletsjere dækker ti procent af jordens overflade.

Men gletsjere indeholder hele 75 procent af verdens ferskvandsreserver, så et succesfuldt forsøg kan måske være grundlag for en decideret redningsaktion.