Nyheder

13-årige på Als skal være forældre

Indslaget stammer fra TV 2 Nyhederne her til aften.

Om to måneder skal en kun 13-årig pige fra Fynshav på Als være mor. Faderen til det kommende barn er ligeledes 13-år, og han var kun 12 år, da barnet blev undfanget i sommer. Pigen går i syvende klasse, men når altså at blive mor inden hun skal konfirmeres til maj.

De kommende forældre gik indtil for nylig i klasse sammen, men drengen har frivilligt fundet en anden skole.

Skolelederen på byens skole overvejer nu om retningslinjerne for seksualundervisningen på skolen skal ændres.

"I første omgang var vi jo chokerede, når man får sådan en meddelelse om, at en pige på 13 år er gravid, så man overvejer jo, om man har gjort det rigtige," siger skoleleder Arne Thorup fra Fryndesholm Skole i Fynshav.

"Det er jo et familieanliggende, men jeg kan da godt se, at der er et problem i at skulle konfirmeres og næsten samtidig føde et barn. Det må være underligt for familien, så absolut," siger Arne Thorup.

De sociale myndigheder kender til sagen

Både Sønderborg Kommunes socialforvaltning og skoleforvaltning er involveret i sagen. Det samme er præsten, der skal konfirmere pigen til maj.

Det er ikke lykkedes at få kontakt til pigen og hendes forældre. Men TV 2 Nyhederne har talt med drengen og hans familie. De fortæller TV 2 Nyhederne, at de er kede af det, der er sket.

Det er jo et familieanliggende, men jeg kan da godt se, at der er et problem i at skulle konfirmeres og næsten samtidig føde et barn. Det må være underligt for familien, så absolut

Arne Thorup, skoleleder

Drengen og pigen ser ikke længere noget til hinanden. Drengen fortæller TV 2, at pigen ikke svarer på hans sms'er længere

Forleden vakte en sag fra England international opsigt, da det kom frem, at en kun 13-årig dreng havde gjort en 15-årig pige gravid.