Nyheder

Minister erkender fejl om dødsfald

I 2003 døde en nyrepatient af Omniscan. Det viser årsredegørelsen fra patientforsikringen i 2004. Alligevel blev kontrastvæsken Omniscan brugt flittigt på nyrepatienter på de danske sygehuse helt frem til 2006.

Lægemiddelstyrelsen siger at grunden til, at man ikke satte en undersøgelse i gang allerede i 2003 var, at man ikke havde hørt om sagen.

"Sagen fra 2003, fik vi ikke noget at vide om. Vi blev først informeret om sagen i 2008," siger Chefkonsulent Kar-sten Jørgensen fra Lægemiddelstyrelsen.

Ministeren beklager

Patientforsikringen sendte ellers afgørelsen om erstatningen til Sundhedsministeriet allerede i 2003, men herfra skete der ikke noget i sagen. Det beklager Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen nu over for TV2 Nyhederne.

"Det er udtryk for en klar fejl, at en meddelelse, der gives til Sundhedsministeriet ikke går videre til lægemiddelstyrelsen, det skal jeg blot beklage. Det har jeg rådet bod på nu, ved at alle afgørelser fra patientforsikringen fremover meddeles lægemiddelstyrelsen."

I går kom det frem, at op mod 70 nyrepatienter har fået sygdommen Nefrogen Systemisk fibrose som følge af Omniscan, der er blevet brugt ved MR-scanninger.