Nyheder

Røde Kors stopper jordskælvstrøje

Det var ment som en vittighed, da Mar-tin Sundstrøm efter jordskælvet i de-cember lancerede en T-shirt med 'Copen­hagen Earth­quake Sur­vi­vor', men nu kræver Dansk Røde Kors, at han øje-blikkeligt standser produktionen. Det oplyser DR P4 København.

For på trøjerne er også et rødt kors, og det har organisationen rettigheder-ne til.

Selvom trøjerne i Danmark er ment som en vittighed, kan de misforstås i andre dele af verden, vurderer Røde Kors' fundraisingchef Kenneth Øhrberg.

"Hvis man ser det røde kors på en uniform, så ved man, at det er en repræsentant for en organisation, som er der for at hjælpe. Det ville være meget uheldigt, hvis man for eksempel forestillede sig en dansk turist med en T-shirt på i Gaza," siger han til DR P4 København.

Eventyret stopper nu

Martin Sundstrøm, der producerer trøjerne, beklager situationen:

"Jeg er selvfølgelig lidt ærgerlig over, at T-shirt-eventyret tilsyneladende stopper nu, men jeg har selvfølgelig fuld forståelse for, at Røde Kors modsætter sig, at man bruger det røde kors," siger han.

Martin Sundstrøm overvejer nu at relancere trøjerne med kors i andre farver end rød.

Pas på blå kors

Og noget tyder på, at de nye trøjer ikke vil møde stor modstand hos Røde Kors, fortæller fundraisingchef Kenneth Øhrberg:

"Han må gerne sætte en anden farve kors på sin T-shirt, hvis han vil det. Det kunne være et gult eller et grønt kors. Men han skal nok ikke sætte et blåt på, for så risikerer han at få problemer med Blå Kors."

Hmm, heller ikke så godt med et grønt kors

Martin Sundstrøm overvejer nu at droppe T-shirt produktionen helt eller udskifte det røde kors med et orange eller grønt kors. Men Martin Sundstrøm skal nok heller ikke satse på et grønt kors. Rettighederne til det tilhører nemlig ASF Dansk Folkehjælp.

"ASF Dansk Folkehjælp har faktisk brugt det grønne kors som symbol næsten lige så længe som Røde Kors, og er som samaritter faktisk ældre end Røde Kors," forklarer Jacob V. Rasmussen, der er kasserer for lokalafdelingen i Viborg-Skive