Nyheder

Voldsomme kampe i Gaza

Israelske styrker rykkede i aftes ind over grænsen til Gaza. Her kom det til kraftige ildkampe mellem militsfolk fra Hamas og israelske soldater, efter otte dages bombninger af Gaza har dræbt flere hundrede palæstinensere og anrettet store ødelæggelser.

Et gasdepot ved Beit Lahiya blev bombet og oplyste nattehimlen kort før de israelske styrker understøttet af krigsfly og helikoptere krydsede grænsen til Gaza i den største israelske militære operation siden krigen i Libanon i 2006.

Flere dræbt i Gaza By

Den israelske hær sagde, at "et stort antal" soldater var trængt ind over grænsen. Her åbnede kampvogne ild, og der blev meldt om flere ofre omkring Gaza By og de nordlige byer Beit Lahiya og Jabaliya.

En talsmand for den israelske hær sagde, at en dusin Hamas-folk var blevet dræbt i direkte kampe. En islamisk tv-station sagde at kampene også havde kostet en israelsk soldat livet. Der er ingen uafhængige bekræftelser af oplysningerne.

Ifølge Gazas ambulancetjeneste er et barn dræbt og 11 andre børn såret. Hamas-militsen svarede igen med mortergranater og raketter.

Et stort antal soldater tager del i denne del af operationen, der omfatter infanteri, kampvogne, ingeniørtropper, artilleri og efterretningstjeneste, sagde en talsmand for militæret.

Israelerne har etableret en 20 sømils blokade langs Gazas kyststrækning, oplyser en militær talsmand.

"Ikke let og kortvarigt"

Premierminister Ehud Olmert kontor oplyser, at titusinder af israelske reservister har fået ordre til at lade sig mobilisere. Samtidig sagde premierministeren, at målet er at lamme de områder i Gaza, hvorfra der sendes raketter mod Israel. Desuden antydede han, at invasionen kan blive langvarig.

"Det bliver ikke let og kortvarigt, men vi er målbevidste," sagde han.

Hamas svor, at det vil omdanne Gaza til en "kirkegård for den israelske hær", og den islamistiske bevægelse hævdede, at det havde dræbt flere israelske soldater. Det er dog ubekræftet af israelsk militær.

Militære eksperter har tidligere advaret om, at den massive invasion i Gaza vil føre til mange civile ofre.