Nyheder

Dansk imam beder for Gaza

Urolighederne i Gaza fyldte en stor del af fredagsbønnen fra imam Euranat Mohamed i Moskéen på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter.

Imamen sendte en klar opfordring til de danske muslimer om at støtte og føle med palæstinenserne under kampene, som hærger i øjeblikket.

"De børn, der bliver dræbt i Gaza, er vores børn. Smerten i Gaza er vores smerte. Hvis man ikke føler smerte over det, der sker, rundt om i verden, kan man ikke være muslim," lød det i bønnen.

Efter bønnen mødte Ritzau imamen på hans kontor. Her udtrykte han et ønske om, at Danmark og Europa vil hjælpe palæstinenserne.

"Jeg vil bede vores folk i Gaza om at være tålmodige, for det frie vesten og Europa er på vej til at forstå dem, og de er ved at forstå, hvad der sker i Palæstina. Vesten skal nok vågne op og en dag stoppe den undertrykkelse, der finder sted," siger Euranat Mohamed.

Han peger på, at man kan udtrykke sin medfølelse ved at deltage i en demonstration som finder sted lørdag på Rådhuspladsen i København mod Israels angreb.