Århus-demonstration mod Israel

'Stop massakren i Gaza' og 'Stop Israels terror' lød nogle af parolerne, da en gruppe demonstranter med hovedsageligt mellemøstlig baggrund i dag samledes i protest på Rådhuspladsen i Århus.

Blandt talerne kritiserede SF's folketingsmedlem Jonas Dahl og det radikale byrådsmedlem Rabih Azad-Ahmad kraftigt Israel for at ramme civilbefolkningen i jagten på Hamas.

De kritiserede også danske politikere for ikke at gå hårdt nok i rette med Israel.

Ned med Israel og USA

"Dårlig samvittighed over, hvad der skete for år tilbage, skal ikke forhindre, at vi i dag gør noget over for Israel," sagde Jonas Dahl med henvisning til krigstidens nazistiske jødeudryddelser.

Demonstranterne råbte ned med både Israel og USA.

"Desværre har vi en regering i Danmark, der først og fremmest lytter til USA. Man skulle tro, at Per Stig Møller var ansat i det amerikanske udenrigsministerium," sagde Rabih Azad-Ahmad om den konservative udenrigsminister.

Demonstrationen var arrangeret af Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Århus mod Krig og Terror og Den Arabiske kulturforening i Århus.

Der var ifølge politiets skøn mellem 300 og 400 demonstranter.