Nyheder

Israel overvejer våbenhvile

Israels forsvarsminister, Ehud Barak, overvejer et fransk forslag om 48 timers våbenhvile i Gaza for at lade humanitær hjælp komme ind i området.

"Ministeren overvejer forslaget om en våbenhvile af humanitære årsager på imødekommende vis," sagde talsmanden, Moshe Ronen. Han tilføjede dog, at det ikke forhindrer Israel i at forberede sig på en mulig landoffensiv.

Talsmanden kom med meldingen samtidig med, at Barak mødtes med premiermini-ster Ehud Olmert og udenrigsminister Tzipi Livni for at drøfte forslaget.

Forinden sagde den israelske velfærdsminister Isaac Herzog, der også er medlem af Israels sikkerhedskabinet, at "Israel holder alle muligheder åbne". Han tilføjede, at hvis Frankrigs forslag om en humanitær våbenhvile er konkret, "vil Israel se på det".

"Presset skal holdes"

Tidligere på dagen sagde Olmerts talsmand, at det er vigtigt, at Hamas ikke får mulighed for at bruge ophøret i angrebene til at omgruppere.

"Det er vigtigt at holde presset på Hamas og ikke give dem et pusterum, tid til at omgruppere og reorganisere," sagde talsmanden, Mark Regev.

Mindst 373 palæstinensere har mistet livet under offensiven, heriblandt 39 børn. Over 1700 er såret, siger palæstinensiske lægekilder.

I Israel er fire civile blevet dræbt af de raketter, Hamas har sendt over grænsen. Adskillige andre er såret.