DF-udtalelser om Asmaa skal for FN
Først i det nye år dumper der en klage ind af brevsprækken hos FN's Menneske-rettighedskomité i Geneve. Afsender: Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination (DRC).
Klagen skyldes, at rigsadvokaten netop har afvist at behandle en klage fra centret over Pia Kjærsgaard, EU-parla-mentarikeren Mogens Camre samt de to folketingsmedlemmer Søren Krarup og Morten Messerschmidt.
DF'eren Mogens Camre sagde blandt andet, at Asmaa Abdol Hamil trængte til "psykiatrisk behandling"
"Anklagemyndigheden er på vej ud i at snyde på vægten ved ikke at ville tage stilling til indholdet af sagen. I stedet siger rigsadvokaten: I har slet ikke lov til at klage. Og Danmark vil sandsynligvis starte med at sige det samme over for FN, så vi har allerede vundet den første sejr, hvis Menneskerettighedskomitéen beslutter sig for at se på indholdet. Så kommer spørgsmålet selvfølgelig, om FN mener, at konventionerne er overtrådt," siger centerleder Niels-Erik Hansen.
"Muslimske samfund er tabersamfund"
DF-politikernes udtalelser faldt i kølvandet på Enhedslistens beslutning i 2007 om at opstille den muslimske Asmaa Abdol-Hamid til Folketinget. Mogens Camre sagde blandt andet, at Asmaa Abdol-Hamid "trænger til psykiatrisk behandling".
Morten Messerschmidt udtalte, at "alle muslimske samfund per definition er tabersamfund". Søren Krarup sammenlignede religiøst betingede hovedtørklæder og nazisymboler. Og Pia Kjærsgaard gav sidstnævnte ret.
Jeg vil kun slå en høj latter op og henvise til det, jeg altid har ment om menneskerettighederne
Søren Krarup, DF
Wahid: Det er min familie, de taler om
Imam Abdul Wahid Petersen, som er en af de tre klagere, forstår ikke rigsadvokatens afgørelse om, at han ikke er klageberettiget.
"Det er for eksempel både min søster og min kone, Søren Krarup sammenligner med nazister, fordi de går med tørklæder. Det er da ikke i orden, og også politikere må stå til ansvar for deres ytringer. Når politikere siger det fra Folketingets talerstol, så bliver det jo endda næsten ophøjet til sandheden. Og jeg er sikker på, at hvis Søren Krarup havde sagt det samme om jødekalotten, så havde han ikke overlevet to timer i dansk politik. Det er kun fordi, at det er det muslimske tørklæde, at han kan gøre det," siger Abdul Wahid Petersen.
Søren Krarup frygter ikke den kommende sag ved FN's Menneskerettighedskomité.
"Jeg vil kun slå en høj latter op og henvise til det, jeg altid har ment om menneskerettighederne. Jeg gider ikke røre ham der, Niels-Erik Hansen, med en ildtang," siger Dansk Folkepartis grundlovs- og indfødsretsordfører.