Nyheder

Vil arbejde mere uden topskat

Flere end hver fjerde dansker i den erhvervsaktive alder er klar til at arbejde mere, hvis topskatten på 15 procent, der lægges på indtægter over 335.800 kroner om året, bliver afskaffet. Det skriver Politiken.

Derimod er det kun et par procent af de erhvervsaktive, der vil benytte en skattelettelse til at arbejde mindre - og alligevel få det samme beløb udbetalt ifølge en meningsmåling fra Megafon. Forhandlingerne om en ny skattereform bliver et af de helt store politiske emner næste år.

"Meget glædelig måling".

Godt 940.000 danskere betaler i år topskat, og på forhånd har regeringen lagt op til, at skatten på arbejde skal sænkes, så det bliver mere attraktivt for folk at arbejde ekstra. Den konservative politiske ordfører Henriette Kjær kalder derfor tallene fra Megafon en "meget glædelig måling".

"Den bestyrker vores opfattelse, at det er nødvendigt at stille på skatten, hvis vi skal få folk til at arbejde mere. Og det er nødvendigt, hvis vi skal fastholde vores velfærdssamfund," siger Henriette Kjær.

Lysten til at arbejde mere, hvis skatten sænkes, er nogenlunde lige stor blandt danskere med høje og med lave indtægter, selv om den allerhøjeste indtægtsgruppe er mest tiltalt af tanken.

Forskel fra parti til parti

De konservative vælgere er mest tiltalt af at arbejde mere mod at beholde en større del af indtægten. 46 procent af dem er klar til at tage en ekstra tørn, hvis topskatten fjernes. Men lige efter følger vælgerne fra Dansk Folkeparti. 43 procent af partiets vælgere siger, at de ville arbejde mere, hvis topskatten var væk.

Blandt socialdemokratiske vælgere er det betydeligt færre - nemlig 14 procent - der vil arbejde mere, hvis topskatten fjernes. Partiets politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, tvivler da også på, at danskerne reelt vil lægge flere timer på jobbet.

"Vi har jo set gennem årene, at folk vælger at konvertere en velstandsfremgang til øget fritid"," siger han.

Socialdemokraterne vil dog gerne være med til ændringer, der betyder, at færre danskere kommer til at betale topskat.

Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen, siger, at målingen understreger nødvendigheden af at sænke skatten på arbejde.