Nyheder

1000 nye arter fundet i skovområde

En 30 centimeter lang edderkop er blandt de mange nye dyrearter, som er blevet fundet i regnskovsområdet Greater Mekong i det sydøstlige Asien. Området er et af de efterhånden få områder i verden, der endnu ikke er gennemtrevlet af forskere.

Men i løbet af de seneste ti år er der fundet ikke mindre end 1068 nye dyre- og plantearter i skovområdet, blandt andet en skrigende grøn hugorm og en rotte, som forskerne troede, var uddød for 11 millioner år siden.

Greater Mekong dækker et område på 600.000 kvadratkilometer med regnskov og vådområder (Danmark =43.094 km2)og strækker sig over seks lande: Cambodja, Laos, Burma, Thailand, Kina og Vietnam.

På ti år er der registreret 519 nye planter, 88 nye frøarter, 46 nye firben, 22 nye slange, 15 nye pattedyr, fire nye fuglearter, to salamander-arter og en enkelt ny tudse.

Forskerne arbejder lige nu så intensivt i området, at der bliver opdaget to nye dyrearter hver uge.