Nyheder

Karen Hækkerup: Det ligner en fyring

Ifølge retsordfører, Karen Hækkerup (S), ligner rigspolitichef Torsten Hesselbjergs afgang en regulær fyring.

"Jeg bider mærke i, at han allerede træder tilbage 1/1, altså om kun et par ugers tid," siger hun. I en pres-semeddelelse udtaler justitsminister Brian Mikkelsen (K), at det "i den nuværende situation er den rigtige beslutning".

"Det rejser en masse spørgsmål om, hvad der ligger bag. Det kan være på grund af hans rod med rejsebudgetterne eller politireformen. Der er mange ting, så det er svært at sige, mener Karen Hækkerup.

Men hun mener ikke, at regeringen kan løbe fra ansvaret for den kuldsejlede politireform.

"Det er et politisk ansvar, som ligger hos tidligere justitsminister Lene Espersen (K) og den nuværende Brian Mikkelsen. Og det kan man ikke tørre af på en embedsmand, hvis det er det, regeringen forsøger," siger Karen Hækkerup.