Nyheder

København klar til halal-madpakker

Når alle danske børn fra 1. januar 2010 skal have tilbudt et sund måltid mad i børnehaven, kan det indebære, at kommunerne må smøre madpakker uden svinekød og med halalslagtet kød til alle børn.

Det er regeringen, der sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance netop har vedtaget, at kommunerne tilbyder mad til børn.

Til gengæld må kommunerne hæve forældrebetalingen i børnehaver og vuggestuer, så forældrene reelt selv kommer til at betale for maden.

Københavns Kommune er nødt til at bringe madpakker ud til de institutioner, der ikke har godkendte køkkenfaciliteter til selv at lave mad, og madpakkerne skal kunne spises af alle børn. Det betyder, at kommunen skal tage hensyn til den store gruppe muslimske børn i kommunen.

"Det er ikke besluttet endnu, men når man laver et obligatorisk tilbud, er man nødt til at forholde sig til, at man har en stor andel af muslimske børn i København. Har man et produktionskøkken i en institution, kan de selv tilpasse det efter deres børnegruppe, men de institutioner, der får maden leveret, skal lande et sted, der stort set tager hensyn til alle," siger Kristina Koch Sloth, der er leder af Mad & Måltid i Københavns Kommune.