Nyheder

Syrlig Pia K. tilfreds med Fogh

Pia Kjærsgaard er tilfreds med, at statsminister Anders Fogh Rasmussen - nu hvor han er i Danmark, som hun sig-er - dæmper uroen om tuneserloven og sætter regeringens uenige ministre på plads. Men hun bemærker samtidig, at han må sørge for, at en stedfortræder sikrer, at tingene fungerer, når han er ude på en af sine udlandsrejser.

"Hvis han af en eller anden årsag ikke kan nås ude på savannen, eller hvor han nu befinder sig, så må han have en anden til at gøre det," siger hun og fremhæver i den forbindelse beskæftig-elsesminister Claus Hjort Frederiksen.

Foghs ansvar at der er styr på tingene

Statsministeren tager senere i denne uge af sted igen.

"Så må jeg bare håbe, hvor han så end er i verden, at hans skideballe til regeringen og folketingsgruppen hænger i luften, så den varer ved, til han kommer hjem igen en gang," siger Pia Kjærsgaard.

Hun lægger vægt på, at det er statsministerens ansvar - uanset hans rejseaktivitet - at tingene fungerer.

Pia Kjærsgaard kvitterer for, at Anders Fogh Rasmussens markerer, at kommende præciseringer af tuneserloven skal forhandles på plads med støttepartiet, men hun vil ikke på forhånd sige, hvor stort spillerum hun ser for justeringer.

"Jeg kan ikke sige, hvad det her kommer til at dreje sig om. Men det er i hvert fald rigtigt, at hvis der skal præciseres ting, som jeg kan forstå på statsministeren, så er det i samarbejde med Dansk Folkeparti," siger hun.

Rønn sat på plads

Statsministeren satte på sit pressemøde integrationsminister Birthe Rønn Hornbech grundigt på plads efter en række udtalelser om tuneserloven. Pia Kjærsgaard glæder sig over, at der nu er mere klarhed om regeringens kurs.

"Han er jo nødt til at sætte nogle ting på plads. Der har været for megen forvirring om det her, og jeg kan kun være tilfreds, hvis statsministeren har fået cementeret, at denne her lov om tålt ophold bliver gennemført, og at integrationsministeren, når hun underskriver en lov, gør det på den måde, som hun nu skal gøre det," siger Pia Kjærsgaard.