Nyheder

DF sætter minister på plads

Selv om flere og flere byder sig til med tilbud om lettelser i topskatten, er regeringen reelt låst af et løfte til DF. Det skriver Jyllands-Posten.

Partiet, der er mere end skeptisk over for lempelser i topskatten, har veto-ret over for indholdet i en skattere-form i hele denne valgperiode, der løber frem til udgangen af 2011.

Gruppeformand Kristian Thulesen Dahl (DF) irettesætter skatteminister Kristian Jensen (V), der i denne uge lod forstå, at ingen partier har vetoret i forårets skatteforhandlinger.

Kræver fuld enighed

Thulesen Dahl henviser til regeringsgrundlaget. Her slås det fast, at der kun kan indgås en skattereform, hvis der er enighed blandt parterne i sidste års skatteaftale: Venstre, de konservative og DF.

"Hvis der skal ske noget i denne valgperiode, skal regeringen og vi være enige," siger Kristian Thulesen Dahl.

I denne uge har både SF og LO været fremme med ønsker om lempelser i topskatten. Og på Venstres landsmøde lovede Kristian Jensen ambitiøse skattelettelser oven på statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) tale om en grøn skattereform.

Minister erkender sin fejl

Kristian Jensen erkender i en skriftlig kommentar, at han begik en fejl ved at negligere DF's rolle.

"Jeg tog nok munden for fuld, da jeg sagde, at ingen har vetoret. For naturligvis overholder vi politiske aftaler. Og sådan en indgik vi med Dansk Folkeparti i forbindelse med den seneste skatteomlægning," udtaler skatteministeren.