S vil halvere registreringsafgift

Det skal koste dig 27 øre for hver kilometer du kører på de danske veje. Til gengæld skal registreringsafgiften på personbiler halveres. Det er essensen af Socialdemokraternes (S) nye udspil på transportområdet, der ifølge partiet skal halvere CO2-udslippet fra vejtransport i 2030.
Partiet lægger op til, at jo mindre CO2 en bil udleder, des større bliver lettelsen i registreringsafgiften, der i dag udgør ca. 60 procent af en ny bils handelsværdi. S understreger i deres oplæg, at det samlet set ikke skal være dyrere at bruge bilen.
Finansiering via roadpricing
Hvis Socialdemokraternes forslag bliver en realitet, vil det spare danskerne for titusindvis af kroner, når de anskaffer sig en miljøvenlig bil som eksempelvis en Peugeot 308 Diesel, der kører 22,2 kilometer på en liter brændstof.
I dag koster den 286.990 kroner. I fremtiden vil den koste 179.996 kroner ifølge Socialdemokraternes oplæg.
De store besparelser skal finansieres med roadpricing. Det vil sige, at man betaler 27 øre for hver kilometer, man kører på vejene.
Hvis man kører 20.000 kilometer på et år, koster det 5400 kroner i roadprincing-afgift.
Gamle biler på danske veje
Socialdemokraterne mener, at den nuværende høje registreringsafgift er årsagen til, at Danmark har én af Europas ældste bilparker, og dermed også én af de mest forurenende.
Ikke alle biler vil få besparelser i registreringsafgiften. De mest miljøvenlige biler får den største afgiftslettelse, mens de største og mest forurenende biler ikke får nogen rabat.
Partiet foreslår samtidig en fordobling af den kollektive transport i Danmark. Det skal være med til at opfylde den samlede målsætning på CO2-området, fremgår det at partiets skriftlige oplæg.