Krise: Silvan og Stark skal fyre
Den faldende omsætning i byggeriet kos-ter nu fyringer i byggemarkedskæderne Silvan og Stark. Det bekræfter den administrerende direktør for DT Group, der står bag de to kæder. Men præcist hvor mange ansatte, som skal kigge sig om efter et andet arbejde, vil Steen Weirsøe ikke fortælle.
"Du kan ikke få detaljerede oplysning-er. Men det er ingen hemmelighed, at byggeriet er faldende, og vores job som ledere er i sådan en situation at sørge for at få omkostningerne til svare til aktivitetsniveauet," siger han.
2300 fyringer i alt
DT Group er ejet af den engelsk gigant inden for byggematerialer Wolseley. De meddelte i dag, at der skal fyres 2300 ansatte primært i England, men Norden rammes også hårdt med 380 afskedigelser. At de fleste bliver i Danmark bekræfter Weirsøe, uden dog at sætte tal på.
Omsætningen i de to kæder Silvan og Stark er faldet med godt ti procent. Steen Weirsøe mener ikke, det er til at komme uden om, at der bliver skåret ned på nuværende tidspunkt.
"Vi har længe været klar over, at vi skulle være opmærksomme på, at det stigende antal problemer i ejendomsbranchen også ville give en nedgang i vores butikkers afsætning, så vi mener bare, at vi har skåret ned på det tidspunkt, hvor vi er ramt," siger han.
Ingen lukninger på vej
Ifølge topchefen er der ingen planer om at lukke butikker, men han vil ikke udelukke, at der kan komme yderligere nedskæringer, hvis nedturen i byggeriet tager til.
"Hvis det bliver værre med byggeriet, så er det vores job at se på, hvordan vi minimerer vores omkostninger, og hvis det bliver bedre, skal vi selvfølgelig den anden vej," siger Steen Weirsøe.