Nyheder

Høj skat bremser iværksætterlyst

Appetitten på at starte virksomhed i Danmark vil blive væsentligt skærpet, hvis topskatten falder i forbindelse med en kommende skattereform. Det fremgår af en ny analyse af Danmarks samlede iværksætterpolitik, som OECD i dag offentliggør, skriver dagbladet Børsen.

"Høje marginalskatter fungerer virkelig negativt på lysten til at starte ny virksomhed i Danmark og også for de muligheder, man har for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, hvis man alligevel vælger at starte op," siger OECD-økonom Koen D. Backer.

Skattereform skal sænke skat

Mens OECD peger på de høje og progressive indkomstskatter som langt det vigtigste sted at sætte ind, hvis man ønsker at øge iværksætterlysten, ser økonomerne også et vist rum for forbedring, når det gælder skabelsen af mere sammenhængende strategier for uddannelse og rådgivning.

Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) er meget enig i OECD's konklusioner og peger i denne forbindelse på regeringens og Folketingets kommende arbejde med en skattereform.

"Formålet med en skattereform vil være at sænke skatten på arbejde for dermed bedre at belønne arbejde, engagement og virkelyst i Danmark. Når skattekommissionen til februar fremlægger sine anbefalinger, håber jeg på, at vi får en konstruktiv debat om skattesystemet og de fælles udfordringer, vi står overfor," siger Lene Espersen til avisen.