Nyheder

Fogh gør klimaet til sit projekt

Klimaet var det store tema i statsminister Anders Fogh Rasmussens tale på Venstres landsmøde i dag. Han drømmer om at gøre Danmark helt fri af fossile brændstoffer i fremtiden.

Statsministeren kædede miljøpolitikken tæt sammen med de økonomiske og sikkerhedsmæssige trusler i verden. Derfor, mener han, skal Danmark gøre sig uafhængig af olie fra lande og regimer, Danmark ellers ikke ville samarbejde med.

"Valget må aldrig stå mellem olie og ytringsfrihed," sagde Fogh i sin tale.

Fogh imødegik kritik

Statsministeren indrømmede i talen, at klimaproblemerne ikke altid har været Venstre førsteprioritet. Han sagde, at partiet har været for "fodslæbende" i energidebatteni 1970'erne og årtierne, der fulgte.

Allerede midt i talen sagde Fogh, at han forventede at blive mødt af kritiske spørgsmål fra pressen og oppositionen, der," sagde han, ville beskylde Venstre og ham selv for hykleri.

"Lad mig så gøre en ting, som jeg ved, at rigtigt mange vil synes rigtigt godt om, og bare venter på. Nemlig at jeg siger: Jamen, det var måske også forkert," sagde statsministeren.