Nyheder

Det Hvide Hus - fakta og fryns

På trods af det uomtvistelige faktum, at der findes adskillelige hvide huse i verden, er ingen rigtig i tvivl om, hvilket et, der erDetHvide Hus.

Med præsidenttitlen, er det også Barack Obama, der skal bestemme, hvor skabet skal stå i de omkring 132 rum, som Det Hvide Hus kan mønstre.

Siden 1800 har den amerikanske præsident boet i Det Hvide Hus, eller rettere haft sin embedsbolig i huset, der ligger på 1600 Pennsylvania Avenue Washington D.C, der er et udskilt område i staten Maryland.

Det Hvide Hus blev hvidt efter en brand

I 1814 brændte bygningen ned, så kun ydermurene stod tilbage, men i stedet for at rive resterne ned, byggede man det op på ny og malede det hvidt for at dække over de skader, som branden havde forårsaget.

Siden har skiftende præsidenter og ikke mindst præsidentfruer haft indflydelse på indretningen af Det Hvide Hus, der på trods af sin hvide maling første fik sit navn i 1901 af præsident Theodore Roosevelt.

Plads til adspredelse én masse

Ud over de 132 rum, som for en stor dels vedkommende ligger under jorden, findes der også:

  • 35 badeværelser
  • 6 etager
  • 412 døre
  • 147 vinduer
  • 28 pejse
  • 8 trapper
  • 3 elevatorer
  • tennisbane, bowlingbane, biograf, løbebane og svømmebassin

The West Wing

Det Hvide Hus består ikke kun af den bygning, som turisterne kan se fra gaden og hvor 5000 besøgende hver dag er på rundvisning.

USA's præsident har sit kontor i en bygning vest for Det Hvide Hus, kaldet "West Wing", den vestlige fløj. Det er her "Det ovale værelse" ligger og de vigtige beslutninger træffes.

"The West Wing" har lagt navn til en populær TV-serie af samme navn, der handler om livet i Det Hvide Hus, om præsidentens og hans stab.

The East Wing

På den østlige side af Det Hvide Hus ligger "The East Wing". Her har præsidentens hustru, førstedamen, meget at skulle have sagt. Det at være førstedame er også et embede og hun har mange ansatte under sig, der har deres kontorer i "The East Wing". Bygningen blev bygget til i 1942 for at skjule en underjordisk bunker, som præsidenten i tilfælde af en nødsituation skulle styre landet fra.

Det Hvide Hus ligger på et område, der er cirka 73.000 kvadratmeter, hvilket svarer til cirka ti fodboldbaner ved siden af hinanden.

Fra i morgen ved vi, om det bliver ægteparret Obama eller ægteparret McCain, der flytter ind i Det Hvide Hus, og dermed bliver præsidentpar nummer 44 i den amerikanske historie.