Nyheder

Udkast til redningsplan klar i USA

Den amerikanske Kongres blev i dag klar med udkastet til en finansiel redningsplanke på 3600 mia. kr. De sidste detaljer mangler dog at falde helt på plads, før planen er klar.

"Vi mangler at få den ned på papir, så vi formelt kan underskrive," sagde talsmand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi.

Den republikanske præsidentkandidat, John McCain, sagde i dag, at han håbede at kunne støtte den historiske finanspakke.

"Ja, forhåbentlig," sagde han, da tv-stationen ABC spurgte, om han havde tænkt sig at stemme for aftalen.

McCain sagde, at aftalen bliver noget, som folk må sluge og så se at komme videre.

I nat arbejdede den amerikanske finansminister, Henry Paulson, og ledende politikere på aftalen, som skal skabe en gigantisk fond, der kan holde hånden under USA's finansinstitutioner.

Det er uklart, hvornår Senatet og Repræsentanternes Hus skal stemme om redningsplanen, eller om der opstår problemer i 11. time.

"Vi regner med at komme med en melding i løbet af i dag," sagde Senatets demokratiske leder Harry Reid.