Nyheder

Børnehandel presser os på etikken

Der bliver flere og flere familier fra økonomisk velstående lande, der ønsker at adoptere et barn fra fattigere lande, særligt i Asien. Og i disse lande stiger antallet af korrupte embedsmænd og børnehjemsledere, som tjener stort på at sende fattige børn til kærlige familier i Vesten. Det skriver Kristeligt Dagblad.

En voksende del af den internationale adoption har derfor udviklet sig til en multi-million-dollar industri, hvor bortførelser og handel med børn i stigende grad finder sted i ly af et ureguleret miljø, viser UNICEF-rapport.

Det sker bl.a. fordi, at lovgivningen byder på utilstrækkelig beskyttelse af børnene.

Udviklingen sætter aftagerlandene i Vesten i et dilemma: Skal man boykotte adoptioner fra lande, hvor der er fundet beviser for illegal handel med børn? Eller skal man fortsætte, fordi flertallet af adoptioner vurderes til at foregå på lovlig og ansvarlig vis?

Udbredt falskneri og korruption i formidlingen af adoptioner fra Vietnam fik for nylig amerikanerne til at stoppe for adoptionen af vietnamesiske børn til USA. En rapport fra den amerikanske Hanoi-ambassade taler om systematisk handel med babyer.

Senest har politiet arresteret lederne af to lokale børnehjem i den nordlige Nam Dinh-provins sammen med to kommunale embedsmænd. De er sigtet for at have lokket mindst 300 børn under fem år fra deres forældre, for derefter at forsyne dem med falske id-papirer og bortadoptere børnene som forældreløse til udenlandske familier.