Nyheder

USA: AIG's aktiekurs styrtdykker

Wall Street i New York åbnede i dag med et dramatisk børsskred, da den kriseramte amerikanske forsikringsgi-gant AIG's aktier styrtdykkede med hele 70 procent ved åbningen af børsen.

Aktiekursen raslede ned til 1,31 dollar (6,80 kroner) pr. styk, dagen efter at der i forvejen var blevet barberet hele 60 procent af værdien.

Panikudsalget kommer, fordi mange fryg-ter, at AIG (American International Group) kan blive den næste koncern, der bukker under for den omsiggribende finanskrise.

En krise som de seneste dage blandt andet har fået investeringsbanke Lehman Brothers til at kollapse.

Har tabt 92 procent af sin børsværdi

AIG, som engang var verdens største forsikringskoncern, kæmpede i dag en desperat kamp mod uret for at afværge en konkurs.

Selskabet har tabt 92 procent af sin børsværdi på kun seks dage. Det bringer årstabet op på 97 procent.

Og dramatikken blev ikke mindre af, at New Yorks guvernør, David Paterson, meddelte, at AIG har brug for en redningsplanke på 80 milliarder dollar (næsten 420 milliarder kroner), men at koncernen kun har én dag til at skaffe pengene.