Nyheder

Farlige bakterier breder sig

Farlige Esbl-bakterier, som er resistente over for alle slags antibiotika, breder sig i Danmark.

Dermed stiger risikoen for, at helt almindelige infektioner hos mennesker kan blive livstruende. Bakterierne har allerede kostet liv både i Danmark og i udlandet.

Det fremgår af den årlige Danmap-rapport, der netop er offentliggjort og opgør forbruget af antibiotika og resistente bakterier i dyr, fødevarer og mennesker.

De såkaldte Esbl-bakterier er resistente over for vigtige antibiotika til behandling af mennesker og dyr.

Når de breder sig, skyldes det et markant stigende forbrug både blandt læger og i landbruget af stærk bredspektret antibiotika, som rammer flere typer bakterier.

Sidste skud i bøssen

Denne type medicin er ofte sygehusenes sidste skud i bøssen over for svære infektioner.

På sygehusene er forbruget mere end tredoblet på 10 år til 1984 kg i 2007.

Til kvæg er forbruget af den stærke antibiotika fordoblet på syv år til 92 kg i 2007, mens forbruget til svin i samme periode er mere end femdoblet til 129 kg i 2007.

"Vi står i en situation, hvor problemet måske kan synes lille i dag. Men hvor vi ved, at konsekvenserne kan blive yderst alvorlige. Vi er meget bekymrede over udviklingen," siger overlæge Niels Frimodt-Møller fra Statens Serum Institut.

Problemet forværres af, at der er flere mulige smittekilder.

Mennesker og dyr kan blive smittet med bakterier, der herefter udvikler Esbl som følge af brugen af antibiotika.

Første Esbl-udbrud sidste år

"Disse resistente bakterier kan springe både mellem mennesker, mellem dyr, mellem dyr og mennesker og via fødevarer," siger professor Frank Møller Aarestrup fra DTU Fødevareinstituttet.

Det første udbrud af multiresistente Esbl-bakterier blev konstateret i Danmark sidste år. I alt 33 patienter blev inficeret. Siden 2005 er Esbl-bakterier også set hos flere danske svin og kvæg, og antallet er steget fra syv i 2006 til 23 i 2007.

Både mennesker og dyr kan bære rundt på Esbl-bakterier i tarmene uden at blive syge. Men fører de samme bakterier til en infektion, kan den være meget svær at behandle.

Dødelighed stiger tre gange

Dødeligheden blandt mennesker er normalt ca. 20 procent ved blodforgiftning. Men indeholder bakterierne Esbl, stiger dødeligheden to-tre gange.

For at bremse den stigende brug af antibiotikaen har Fødevarestyrelsen bl.a. startet overvågning af dyrlægernes medicinanvendelse og lavet vejledninger til dyrlægerne.

Generelt frarådes dyrlægerne at behandle med den bredspektrede penicillin, da andre typer antibiotika normalt virker udmærket på dyr.