Nyheder

Enorme områder smelter på Nordpolen

Mængden af smeltet is på og omkring Nordpolen satte rekord i august, hvor ca. 78.000 kvadratkilometer havis smeltede hver dag. Det svarer til et område næsten dobbelt så stort som Danmark.

Der skal smelte en hel del is på denne tid af året i Polarhavet. Men i år sker det med ca. 27.000 kvadratkilometer is mere pr. dag end normalt, viser tal fra National Snow and Ice Data Center i USA.

"Isen smelter fortsat, og allerede nu kan vi slå fast, at 2008 vil blive et år med helt usædvanlig lidt is i Polarhavet," siger havisforsker Sebastian Gerland fra Det Norske Polarinstitut til Aftenposten.

Den gamle is er væk

Han har i mange år forsket i Polarhavet, og har gennem flere sæsoner fulgt isens udvikling. Blandt andet har han taget tusindvis af prøver af isen til analyse.

"Polarhavet består af betydeligt mere et-års-is end normalt. Meget af den gamle og tykke is er borte," siger Gerland.

Fakta

Systematisk og daglige observationer af havisudbredelsen på Nordpolen begyndte i 1979. I denne periode er der kun en gang blevet observeret mindre is end i 2008, og det var i 2007. Nu nærmer den nye rekord sig.Minimumsudbredelsen af havis i Arktis mellem 1979 og 2000 var omkring 6,7 millioner kvadratkilometer, mens det i 2007 var 4,2 millioner kvadratkilometer.

Skidt for dyrene - godt for rederierne

Isen i Polarhavet spiller en vigtig rolle både for klimaet, for mange dyr og havfugle. Den danske ekspedition Polar Passage 2000 bekræftede for nylig at både Nordvest- og Nordøstpassagen er åbne samtidig - for første gang i 125.000 år år. Den manglende is er et stort problem for blandt andet sæler og isbjørne.

Samtidig står rederierne allerede på spring - parate til at udnytte de nye søveje. En tur fra Skandinavien til Japan bliver fx 25 døgn kortere, hvis man kan sejle via Polarhavet.

De store forandringer bekymrer forskerne, da de De fleste klimamodeller til beregning af udviklingen har vist sig at være ubrugelige.

"Vi mangler vigtig viden om sne og is. Vi må satse mere på polarforskning, og der må oprettes flere faste stillinger for unge klimaforskere, siger professor Nalan Koc, som leder polarklima-programmet ved Det Norske Polarinstitut.