Nyheder

Aktionærkritik af Finanstilsynet

Det endelige farvel til den over 100 år gamle Roskilde Bank betyder, at de 30.000 bankaktionærer nu står tilbage med formentlig værdiløse aktier. Aktio-nærernes talsmand Ole Nielsen retter en skarp kritik af bankernes tilsyn.

"Det er en katastrofe for selve aktie- og børssystemet, at den slags kan ske i et kontrolleret system som det danske. Hvis vi ikke kan have tillid til vores danske banksystem, så hører alt jo næsten op. Jeg går ud fra, at Finanstilsynet hen over en periode må have haft mere viden, end de har givet udtryk for" siger Ole Nielsen.

En plet på landets renommé

"Alle ved, at når man har købt aktier, så er der en vis risici ved det - men derfra og så til at det kan gå som voldsomt til som her - og så en bankaktie. Og hvad siger de udenlandske långivere, når de hører det her. Denne gang gik Nationalbanken ind og redder - men alligevel er det jo en plet på landets renommé," siger Ole Nielsen til Ritzau.

Samtidig kritiserer han den nuværende bankbestyrelse for at have sovet i timen - og erkender samtidig, at aktionærernes forsøg på at rette skuden lidt op igen nu helt er kuldsejlet.

Det endelige slutfløjt for banken kommer, efter at en ekstern revisionsrapport har vist, at der formentlig skal nedskrives yderligere en milliard kroner i halvårsregnskabet for 2008, og dermed lever banken ikke længere op til Finanstilsynets solvenskrav.

Danner ny bank på stumperne

Det tvinger nu Nationalbanken og Det Private Beredskab til Afvikling af Nødlidende Banker, Sparekasser og Andelskasser til at tilbyde at overtage Roskilde Bank og danne en ny bank på stumperne. Roskilde Banks bestyrelse har sagt ok for en overtagelse.

Og regeringen støtter ifølge økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen planen, der skulle betyde, at almindelige kunder stadig kan få deres penge.

Administrerende direktør Søren Kaare-Andersen bliver som direktør i den nye bank, mens bankdirektør Arne Wilhelmsen har ønsket at træde tilbage i forbindelse med salget.

Revisorerne afleverede fredag en dybdegående rapport over bankens udlånsportefølje, og det fik altså alarmerne til at blinke rødt for alvor.

Krisemøder og salgsaftale

Der været krisemøder hen over weekenden, hvor Nationalbanken og Det Private Beredskab har forhandlet med Roskilde Bank. I aftes indgik parterne så en salgsaftale.

Det nye selskab overtager aktiver, udlånsportefølje, navn, immaterielle rettigheder samt domicil, al gæld og andre forpligtelser bortset fra hybrid kernekapital og ansvarlig lånekapital. Den nye bank har foreløbigt fået navnet Bankaktieselskabet af 24. august 2008. Den ventes senere at få navnet Roskilde Bank A/S.

Kapitalindskud på 4,5 milliarder

Købesummen er blevet fastsat til 37,3 milliarder kroner, og herefter vil Roskilde Banks egenkapital inklusiv en indkapslet sparekassefond være et minus på 2,5 milliarder kroner. Der forventes et basiskapitalindskud i den nye bank på omkring 4,5 milliarder kroner.

Usikker investering

Revisionsrapporten har tydeliggjort, hvorfor det har været umuligt at få solgt Roskilde Bank, selv om der angiveligt har været interesse fra såvel dansk som udenlandsk side.

Flere interesserede købere har forsøgt at undersøge bankens økonomi, men er nået frem til, at Roskilde Bank var en alt for usikker investering at kaste sig ud i.

Den 14. juli 2008 meddelte Roskilde Bank, at de samlede nedskrivninger for første halvår 2008 ville blive på omkring 900 millioner kroner og halvårsresultatet på minus 520-540 millioner kroner.

Nu har revisorerne altså fundet nedskrivninger og hensættelser for mindst yderligere én milliard kroner. Og der kan stadig ligge endnu mere begravet i bankens økonomiske rodekasse.