Nyheder

Studievært vil i EU-Parlamentet

Venstre hiver i dag en kanin op af hatten med kandidater til næste års Europa-Parlamentsvalg.

I Århus kan partiet nemlig præsentere en vaskeægte mediestjerne, når den tidligere studievært i Danmarks Radio Morten Løkkegaard springer ud som politiker. Han bliver dog ikke spidskandidat. Den ære tilfalder efter Berlingske Tidendes oplysninger Jens Rohde. Morten Løkkegaard træder med sin beslutning i fodsporene på folk som Uffe Ellemann-Jensen og Karen Jespersen, der begge har vekslet en TV-karriere med en politisk ditto.

Det er ikke nok at være kendt. Man skal også være anerkendt

Morten Løkkegaard

Men også i fodsporene på sin egen eks-kone idet Paula Larrain sidste år forsøgte sig med et lignende karrierespring til Folketinget for de Konservative. Det havde hun ikke held med.

Og Morten Løkkegaard anerkender også, at der er langt igen.

"Det er ikke nok at være kendt. Man skal også være anerkendt. Jeg håber selvfølgelig at kunne bruge opmærksomheden om min person til noget positivt, men hvis man ikke formår det, så slår det også endnu hårdere tilbage," siger Morten Løkkegaard, der er opmærksom på, at der er betydelige risici forbundet med at springe ud som politiker.

"Men jeg har altid haft en politisk bacille i blodet og har altid haft drømmen om at prøve kræfter med politik," siger Morten Løkkegaard.