Nyheder

Anders Fogh vender hjem til krise

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) vender efter ferien hjem til en af regeringens hidtil største kriser, hvor løsningen ikke ligger lige for. Fogh skal give det indtryk, at han er i stand til at finde en løsning for at bevare den stramme udlændingelovgivning," siger flere politiske kommentatorer.

I første halvdel af juli beskrev Berlingske Tidende, at Udlændingeservice har vildledt danskere om muligheden for at søge familiesammenføring via EU-retten. Siden er debatten om EU's indflydelse på de danske udlændingeregler eksploderet; senest ved integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs (V) kritik af EF-Domstolen og Dansk Folkepartis krav om indflydelse på EU-politikken.

Qvortrup: Slagplanen er skudt ned

Nu er ferien forbi, og Fogh vender hjem til en debat, der har ændret hans planer, vurderer kommentatoren Henrik Qvortrup, der tidligere var spindoktor for statsministeren.

"Det er en af de større kriser. Den slagplan, som regeringen helt givet havde lagt i forhold til EU, er mere eller mindre skudt ned. Hvis regeringen skal løse problemet, kan den ikke undgå enten at provokere en stor del af vælgerne, som Fogh baserer sin magt på, eller EU-systemet," siger Henrik Qvortrup.

Han vurderer, at polemikken om EU og udlændingereglerne udfordrer såvel regeringens linje over for indvandring, som planerne om at komme af med de danske EU-forbehold og yderligere statsministerens angivelige karriereplaner om at få en international toppost.

Vurdering: Fogh vil gå i offensiven

Både Qvortrup og andre kommentatorer mener, at Foghs vigtigste opgave er at gå i offensiven og give Dansk Folkeparti og vælgerne det indtryk, at han på sigt kan bevare den danske udlændingelovgivning.

"Han har brug for på en overbevisende måde at vise, hvad han vil gøre for at beskytte den danske udlændingepolitik. Jeg tror ikke, at han lige nu kan komme med en komplet opskrift på en løsning, vurderer Erik Meier Carlsen, der er politisk kommentator på Dagbladet Information.

Tim Knudsen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, kalder sagen "penibel", fordi regeringen bliver presset fra flere sider.

"Jo mere der bliver tæsket rundt i debatten, jo mere gavner det folk som de radikale, som har en anden position på udlændingepolitikken end regeringen, og så gavner det folk, der har noget imod EU," siger Tim Knudsen.

Meier: Fogh vil flytte fokus

Både Tim Knudsen og Erik Meier Carlsen tror, at Fogh vil forsøge at rette en del af offentlighedens fokus mod andre emner end EU. Han kan dog ikke ignorere debatten, vurderer Carlsen.

"Vi kommer ind i en periode, hvor der kommer EU på dagsordenen. Vi skal i et eller andet omfang tage stilling til forbeholdene, og der kommer valg til Europa-Parlamentet næste sommer, forklarer Erik Meier Carlsen.