Radovan Karadzic anholdt
En af verdens mest eftersøgte krigsforbrydere, de bosniske serberes tidligere præsident Radovan Karadzic, er blevet anholdt af sikkerhedsstyrker i Serbien efter 11 år på flugt.
Det meddelte den serbiske præsident, Boris Tadic, i en erklæring sent mandag aften. "Karadzic er blevet lokaliseret og anholdt her til aften," hed det i erklæringen.
FN's krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien har tiltalt Karadzic for folkemord under den 43 måneder lange belejring af Sarajevo.
Mindst 20.000 døde
Belejringen under den bosniske borgerkrig kostede 12.000 mennesker livet, og han anklages også for at stå bag massakren på omkring 8000 muslimer i Srebrenica i 1995.
Massakren i Srebrenica er central i krigsforbryderdomstolens anklager, da det er den værste enkeltstående krigsforbrydelse, der er begået i Europa efter Anden Verdenskrig.
Den 63-årige uddannede psykiater blev i aftes overdraget til krigsforbryderdomstolens undersøgelsesdommer i Beograd, meddelte præsidentkontoret i den serbiske hovedstad.
Tribunalets nye chefanklager, Serge Brammertz, hilste den opsigtvækkende anholdelse velkommen og lykønskede de serbiske myndigheder med deres fangst, som han kaldte "en milepæl" i Serbiens samarbejde med FN-domstolen.
Åbner døren til EU
"Vores kolleger i Beograd har informeret mig om den succesfulde operation, som førte til anholdelsen af Radovan Karadzic," sagde chefanklageren i en erklæring, udsendt fra tribunalet i Haag.
EU har længe krævet Karadzic og dennes tidligere hærchef, Ratko Mladic, fra borgerkrigen i Bosnien anholdt, og anholdelsen ventes at gøre Serbiens ambitioner om at komme med i EU mere realistiske. Mladic er stadig eftersøgt.