16 kommuner ønsker betalingsring

16 hovedstadskommuner med København i spidsen er gået sammen om et konkret forslag til at afhjælpe trafik- og forureningsproblemer i København, skriver Berlingske Tidende.
De vil have opført en betalingsring rundt om København, der vil indebære, at alle bilister og motorcyklister skal betale 25 kroner i myldretiden og ti kroner i de øvrige dagtimer, hver gang de kører ind eller ud af hovedstaden.
Det gælder også de borgere, der bor inden for ringen.
180 mio. kr. til bompengeanlæg
Kommunerne planlægger at stifte et nyt interessentskab, der skal investere omkring 180 mio. kr. i et komplet bompengeanlæg, som kendes fra London og Stockholm, hvor kameraer fotograferer nummerpladerne på de motorkøretøjer, der krydser betalingsringen.
Selskabet skal også stå for at investere indtægterne på anslået to mia. kr. årligt.
Håber på opblødning på Christiansborg
Hidtil har et flertal i Folketinget blokeret for opkrævning af trængselsafgifter, men kommunerne håber, at det nye fælles fodslag vil lægge så stort et pres på politikerne på Christiansborg, at de vil legalisere bompenge og bane vejen for betalingsringen.
"I over et år har 16 kommuner arbejdet konstruktivt for at finde en løsning på de stigende trængselsproblemer. Jeg forventer, at det nye udspil vil være med til at bløde endnu mere op i modstanden på Christiansborg mod trængselsafgifter," siger Københavns teknik- og miljøborgmester, Klaus Bondam (R).
Umiddelbart gør fællesforslaget fra de 16 kommuner størst indtryk på SF og De Radikale.
"Der er ingen tvivl om, at vi har brug for yderligere regulering af trafikken, så det er fint at have flere redskaber til det. Hvis der ikke kan skabes flertal for roadpricing, er det bedste alternativ at give hovedstadskommunerne nogle nye muligheder a la dette forslag," siger den radikale trafikordfører, Johannes Poulsen.
Modstand hos DF, Konservative og FDM
Men hos både Dansk Folkeparti og de Konservative er begejstringen dog til at overse:
"De kan komme med alle de forslag, de vil. Vi vil ikke være med til at sikre lovhjemmel for bompenge," siger den konservative trafikordfører, Henriette Kjær.
Også FDM er modstander. Direktør Thomas Møller Thomsen kalder forslaget en ekstraskat på transport.