Nyheder

Strejkekassen er snart tom

Sygeplejerskerne har angiveligt penge til omkring 14 dages strejke mere - så er kassen tom.

"Vi strejker, til vi når et resultat. Det var udmeldingen fra Dansk Sygeple-jeråds formand, Connie Kruckow efter forhandlingssammenbruddet med Danske Regioner på sygehusområdet.

Men ifølge dagbladet Information er der kun 200 millioner kroner tilbage i strejkekassen. De kan med daglige udgifter på 14 millioner kroner i understøttelse til de strejkende række til 14 dages strejke mere.

En fastlåst situation

Der er ikke udsigt til nye forhandlinger, og regeringen vil ikke gribe ind i den lovlige konflikt.

Da konflikten begyndte den 16. april, var der 700 millioner kroner i kassen. Indtil nu har de strejket i 49 dage. Så sygeplejerskerne har altså brugt omkring 686 millioner kroner under strejken.

Går planken ud

Spørger man i Dansk Sygeplejeråd, lyder den første melding fra kommunikationskonsulent Mads Krøll Christensen, at der indtil nu kun er brugt 500 millioner kroner fra strejkekassen. Der skulle altså stadig være 200 millioner tilbage.

"Men det er jo ikke sådan, at konflikten stopper, fordi strejkekassen er tom. Vi har likvide midler som obligationer og ejendomme, som vi kan tage lån i," siger Mads Krøll Christensen.