Nyheder

Pia K: Ingen ledelse af landet

Anders Fogh Rasmussen (V) passer ikke sit arbejde med at lede landet. Så hård er kritikken fra regeringens ellers trofaste støtteparti.

DF-leder Pia Kjærsgaard mener, at Fogh har så travlt med at køre sig selv i stilling til en international toppost, at han forsømmer den politiske styring af Danmark, skriver Berlingske Tidende.

"Ledelsen mangler. Fogh er jo ikke til stede. Han er åndeligt fraværende. Foghs ledelse af landet er fraværende i øjeblikket, og det giver usikkerhed i Folketinget," siger Pia Kjærsgaard.

Skal melde klart ud

Men Fogh siger jo, at han ikke er kandidat til nogen international toppost?

"Jeg vil ikke sige, at statsministeren lyver, men man kan jo sige tingene på mange måder," siger Pia Kjærsgaard, der nu kræver en garanti fra Anders Fogh.

"Han skal sige, at han bliver siddende i hele denne valgperiode. Det er ikke nok bare at påstå, at han ikke er kandidat til noget som helst. Hvis Fogh nu virkelig føler, at han fortsætter som statsminister, så kan han jo bare gå ud og sige det. Han skal foretage valget, og i mine øjne er jobbet som statsminister i Danmark det vigtigste," siger Pia Kjærsgaard, som tilføjer, at en sådan garanti vil kunne skabe "ro også regeringspartierne imellem."

Klapjagt på Løkke

Hun hentyder blandt andet til, at de Konservative i kølvandet på Lars Løkkes bilagsskandale har bebudet, at de vil tage sig godt betalt, hvis Løkke bliver statsminister.

"I øjeblikket har de Konservative jo travlt med at gå løs på Lars Løkke. Jeg tror ikke, at han ville have fået så hårdhændet en behandling, hvis ikke alle gik og troede, at Fogh var på vej væk," siger Pia Kjærsgaard.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har ikke ønsket at kommentere kritikken, ligesom han også afviser at være kandidat til posten som EUs første præsident eller som NATOs generalsekretær.

Men på trods af Anders Fogh Rasmussens gentagne udtalelser om at han "ikke er kandidat", så foregår der ifølge flere Venstre-kilder en positionering i V-folketingsgruppen i øjeblikket. Mange af partiets folketingsmedlemmer er ved at positionere sig til en situation, hvor det er Lars Løkke Rasmussen, der sidder i statsministerstolen og for bordenden i Venstre.