Nyheder

V: EU-afstemning til efteråret

For første gang sætter Venstre nu tids-punkt på en nært forestående afstem-ning om de tre EU-forbehold. Venstres EU-ordfører foreslår en afstemning til efteråret og vækker samtidig opsigt ved at udstikke et halvt veto til SF: Hvis de ikke er med på at sende euroen til afstemning, bliver den formentlig i skuffen, skriver Berlingske Tidende.

"Jeg ønsker, at alle tre forbehold kommer til efteråret. Vi har startet en god debat, og jeg tror på, at befolkningen er klar til at tage det fulde skridt nu," siger Venstres ordfører Michael Aastrup Jensen.

"Det skal dog ikke ske med et samlet kryds. Det kan blive for risikabelt. Derfor hælder jeg mest til, at vi tager alle tre på én gang, og så skal man tage stilling til forbeholdene enkeltvis," siger han.

SF skal med

Han mener, at SF er så afgørende, at han er villig til at opgive afstemningen om euroen, hvis Villy Søvndal vender tommelfingeren nedad i forhold til euroen.

"Jeg har svært ved at forestille mig, at vi får et positivt udgangspunkt på en valgkamp, hvis ikke SF er med. Så er vi jo på forhånd bagud på point og så bliver det altså svært. Jeg håber og vil kæmpe rigtig meget for, at SF kommer med. De får ikke decideret veto, men jeg vil gå rigtig langt for at få dem med," siger Aastrup Jensen, der understreger, at det er hans personlige holdning.

Hans melding kommer dagen efter, at Folketinget med stort flertal har sagt ja til Lissabon-traktaten. Og med den af vejen, kan politikerne nu tage hul på debatten om de i alt fire danske forbehold.